Vi er igen taget på fisketur, denne gang til Nordsøen for at fange makrel.
Makrel er en saltvandsfisk, der i forskellige arter lever i alle verdens
have. Den makrel vi bruger her, lever i Skagerrak, Nordsøen samt syd
og vest for de britiske øer
Vægten for makrel er mellem 400 g og 1 kg, kødet er ret groft, men meget
velsmagende. Det er en nem og hurtig ret, meget lækkert og der kunne
siges meget mere, men vi skal jo i gang.
Ingredienser.:(2 pers)
1 stk makrel a’ 400 g
1 – 2 spsk mel, gerne rugmel
Salt og peber
50 g smør/olie
50 g mandler/nødder, hakkede
1 skalotteløg, finthakket
1 spsk sennep, sød (fransk)
1 stk lime
Stikkelsbærsovs
125 g stikkelsbær, grønne evt. stikkelsbærmarmelade
30 g sukker, (ikke hvis der bruges marmelade)
15 g smør
1 spsk mel
1½ dl vand
Salt
1 – 1½ tsk æbleeddike (hvis der bruges marmelade)
3 stk gulerødder, revet
60 g rosiner
Lidt lime saft
Start med at rense fiskene, fjern hoved og finner, skyl
dem og tryk dem tørre
Del makrellen i stykker på 6 – 7 cm
Bland finthakket skalotteløg og sennep
Smør blandingen indvendig i fisken
Bland rugmel, salt og peber
Vend fisken i melblandingen
Brun fedtstoffet på en pande, dæmp varmen og læg makrellerne på
Steg dem 4- 5 min på hver side. Pas på med varmen på panden, hvis der
bruges rugmel, tåler ikke ret høj varme bliver meget hurtigt brændt
(sorte/mørke)
Dryp fisken med lime saft under stegningen
Hak mandlerne/nødderne groft
Tag fisken af panden og svits de hakkede mandler i fedtstoffet på panden
Drys mandlerne på toppen af fisken
Stikkelsbærsovs.:
Hvis der bruges friske grønne stikkelsbær.
Skyl stikkelsbærrene, kom dem i vand der netop dækker
Kog dem møre i 3 – 4 min, tag dem op med en hulske
Pres dem gennem en sigte, smag til med sukker.
Her starter det, hvis der bruges marmelade.
Smelt fedtstoffet i en lille gryde. rør det sammen med melet
Spæd med vand
Lad det koge godt 4 – 5 min
Krydr med salt
Tilsæt stikkelsbærpurren/marmelade
Smag til med æbleeddike, sukker
Pas på sovsen ikke bliver for sød
Riv gulerødderne, tilsæt rosiner
Dryp limesaft over gulerødder og rosiner bland godt
Anret de stegte makreller på en varm tallerken med små kogte
kartofler og byd stikkelsbærsovs til sammen med gulerodssalat.
Dagens tallerken, Pandestegt makrel med stikkelsbærsovs og
gulerodssalat, velbekomme
Mange glade madhilsner
John
Skriv et svar