I dag står den på kalvenyrer, en noget overset og omdiskuteret
spise, men som har en fantastisk smag. Nu er det ikke sådan,
at kalvenyrer ligger fremme i køledisken i supermarked, men
snak med slagteren, han kan skaffe dem hjem til en billig penge.
Indmad er billig og mager mad og samtidig en god kilde til
vitaminerne A,D,E og folinsyre. Indmad har en kraftig smag,
som ikke bifaldes af alle, men nyreragout er en meget pikant
velsmagende middagsret.
Så vi går i gang.
Ingredienser.:(2 pers)
2 stk. kalvenyrer, ca. 7 – 900 g
2 – 3 spsk. Hvedemel
Salt og peber
25 g smør/olie
2 – 3 gulerødder
1 tsk. Paprika, mild
3 – 5 dl. Bouillon
Sherry
1 spsk. Smør
300 g kartofler, skrællet og i grove stykker
150 g selleri, skrællet og i grove tern
10 – 15 g smør
Salt og peber
50 g grønne ærter
Når du modtager nyrerne, er de som regel flækket midt igennem
Der sidder en hel del fedt inden i nyren, vip den lidt fra
hinanden og fjern fedtet
Der må gerne være lidt fedt tilbage
Læg nu nyren i en skål med vand tilsat ½ dl. eddike i ca. ½ – 1 time
Læg en underkop ovenpå så nyren holdes under vandet
Tag nyren op og skær dem i terninger ca. 2x2x2 cm
Læg dem i stegesoen som er godt gennemfugtede
Tilsæt bouillon, gerne okse
Tilsæt krydderierne
Tilsæt småtskårne gulerødder
Smørret skæres ud i stykker og tilsættes bouillonen
Læg låg på stegesoen og sæt den i en kold ovn
Tænd ovnen på 200 gr, skal nu stege i ca. 1 time
Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker
Skræl sellerien og skær den i mindre stykker
Bland selleri og kartofler kog dem møre i vand
Uden salt i ca. 20 min
Hæld vandet fra
Mos kartoffel/selleri, tilsæt en god klat smør
Smag til med salt og peber
Tilsæt grønne ærter
Efter at nyrerne har fået en time i ovnen,
hældes væden over i en gryde
Jævn saucen med en smørbolle og smag til med sherry, salt og peber
Træk saucen fra varmen
Pisk en god klat smør i saucen, pisk – pisk til saucen er flot blank,
men husk, at så må saucen ikke koge mere.
Hæld saucen tilbage over nyrerne.
Serveres med kartoffel/sellerimos tilsat grønne ærter
Så er det tid til servering.
Dagens tallerken, Kalvenyreragout med kartoffel/sellerimos og
grønne ærter, velbekomme
Mange glade madhilsner
John
Skriv et svar