Nu er det for sent, at gribe jagtriflen for at gå på jagt efter et rådyr,
jagttiden er overstået. Så vi må nøjes med, at gå på jagt i supermarkedets
kølediske efter kød af rådyr eller kronvildt og her er jagttiden ikke overstået
endnu, med andre ord vi skal lave dyreragout med en kartoffel/sellerimos
til og lidt surt (syltede agurker, agurkesalat eller asier)
Vi går til den.
Ingredienser.:(4 pers)
750 g dyrekød, fra bov eller kølle
4 spsk mel
1 tsk sennepspulver
salt
peber
8 – 10 stk enebær
150 g bacon, røget
150 g kyllingelever
250 g champignon, i skiver
50 g smør
5 dl bouillon, vildt eller lidt rødvin
1 – 1½ dl piskefløde
2 spsk ribsgele
1 tsk rochefort ost eller anden blåskimmel ost
750 g kartofler, skrællet vægt, skåret i skiver
250 g selleri, skrællet vægt, skåret i mindre tern
1 – 2 dl mælk
1 spsk smør
salt og peber
Sæt kartofler og selleri over i en gryde med vand, så det knap dækker
Kog dem møre ca. 20 – 25 min.
Skær bacon i tern og brun det i stegegryden, tag op
Sauter champignon i fedtet fra baconet, tag op
Hak kyllingeleveren fint og brun det i fedtet fra baconen, tag op
Puds kødet frit for sener og hinder og skær det i mundrette stykker.
Bland mel med sennepspulver, salt og peber og vend kødet heri.
Varm fedtstoffet op i en stegegryde og brun kødet.
Kom enebærrene i en morter, knus dem lidt og kom dem ned til kødet
Hæld bouillon/rødvin ved, dæmp varmen og læg låg på.
Lad retten småstege til kødet er mørt, ca. 30 – 45 minutter
Hæld fløde ved og jævn evt. sovsen yderlige med mel udrørt i koldt vand,
tilsæt ribsgele. Herefter skal ragouten småkoge yderlige 5 – 8 min. Smag til
med salt, peber, et par teskefulde rochefort ost og yderlige ribsgele.
Giv sovsen et par dråber kulør, hvis den er for lys.
Hæld vandet fra kartoflerne og mos dem, mos dem med en god klat
smør og mælk
Smag til med salt og peber.
Det er tid til anretning.
Dagens tallerken, Dyreragout med kartoffel/sellerimos og agurkesalat,
Velbekomme
Mange glade madhilsner
John
Merete Bølcho
Fantastisk lækker og velsmagende. Jeg har så meget hjortekød og er rigtig glad for denne opskrift.
John Frøslev
Hej Merete, dejligt at høre, at du kan bruge opskriften, og det er rigtigt lækkert med sådan en gang hjortekød.
endnu engang tusinde tak for din kommentar.
mange hilsner
John