En rigtig gammel ret, men ikke lige det man tænker på i
denne varme, men det bliver regnvejr igen, og så er det
lige denne forårs/sommer ret fra det danske køkken der er
brug for, nemlig frikadeller med stuvet spidskål.
Frikadeller er en type stegte kødboller, og er en meget populær ret i
Danmark som i mange andre europæiske lande. Ordet er en
fortyskning af det italienske frittatella, der er stegt eller ristet
(fritto) kød.
Ordet er beslægtet med ”frikandeau” og ”frikasse”
Spidskål kaldes også sommerkål. Den har et let og løst bladhoved
og er ellipseformet. Spidskålens smag er mildere end hvidkålens,
men skal ikke forveksles med sommerhvidkål, som er rund i formen.
Vi laver vores mor’s frikadeller, vi skal til den.
Ingredienser.:( 2- 3 pers)
500g kalv/flæsk hakket
2 – 2½ spsk. Hvedemel eller havregryn
1 stk. løg, fintrevet
½ – 1 stk. bouillon lille terning, smuldret i farsen (pas på med salt, da
bouillon terning indeholder salt)
1½ – 2 dl. Vand fra hanen eller danskvand
1 stk. æg
1 stk spidskål ca. 500 g
15 – 20 g smør
2 spsk. Mel
2½ dl. Fløde/mælk
2½ dl. Kogevand fra kålen
Salt og hvid peber
Lidt muskatnød, revet
Evt. et stykke hjemmebagt rugbrød
Kan tilsættes krydderurter efter behag,
evt. dild, persille, kørvel eller purløg
Start med at røre farsen
Rør kødet med salt og tilsæt derefter mel/havregryn,
peber, løg, æg og vand
Rør det hele godt sammen og stil det på køl ca. ½ time.
Imens laves spidskålen
Del spidskålen i kvarter, skær stokke ud
Skær den i ca. 3 stykker
Kålen blancheres i letsaltet vand 4 – 5 min
Tages op og køles ned med koldt vand, gem kogevandet
Smelt smørret i en gryde
Rør det sammen med melet.
Spæd med fløde/mælk og væden fra kålen
Lad sovsen koge godt igennem
Vend kålen i opbagningen
Smag til med salt, peber, reven muskat og evt. en anelse sukker
Evt. krydderurter vendes i til sidst
Tag farsen ud fra køl
Farsen røres godt igennem, tilsæt evt. lidt mere vand
Lav en ”prøvedelle” for at smage om farsen mangler salt eller andet
Form frikadellerne med en spiseske dyppet i fedtstoffet
på panden eller vand
Steg frikadellerne gyldne i halv olie og halvt smør.
Steges gyldne på begge sider
Så er det tid til servering.
Dagens tallerken, Frikadeller med stuvet spidskål, rugbrød og rødbede,
Velbekomme
Mange glade madhilsner
John
Skriv et svar