Det er jo Mortens aften i dag og traditionerne må vi holde i hævd.
Sankt Morten også kendt på dansk som Morten Bisp, var en katolsk
helgen og skytshelgen for husdyr.
Morten missionerede på ture i det vestlige og centrale Frankrig.
Han blev derved så populær, at befolkningen i Tours valgte ham
som biskop i år 371. Ifølge overleveringen ønskede Skt. Morten ikke
at være biskop.
Han gemte sig i et skur fyldt med gæs, men de skræppede op og
afslørede ham. Han blev således biskop mod sit ønske. Efter hans
død, blev han begravet i Tours den 11. november i 397, der blev
indført som en officiel gåse-slagtedag,
Som i Danmark er Mortensdag. Dette er grunden til at vi i Danmark
traditionelt spiser gås eller and Mortens aften den 10. november.
Så vi må i gang med anden.
Ingredienser:(4 – 5 pers)
3000 g and, helst ikke under
2 stk æbler, belle de boskoop
1 løg, skåret i både
2 stk gulerødder, i grove tern
3 stk laurbærblade
200 g svesker
1 stk porre
salt
peber
fyld svesker i en skål med koldt vand, skræl æblerne og
skær dem i både, kom dem op til sveskerne.
Rens anden ud og indvendig, krydder med salt og peber,
kom svesker og æbler ind i anden og luk med kødnåle.
Skær grøntsagerne i grove tern, kom dem i bradepanden sammen
med indmad fra anden og det yderste af vingespidserne.
Læg risten på bradepanden og placer anden med brystet
nedad på risten, den er nu klar til at gå i ovnen.
Hæld nu ca. 1½ l vand i bradepanden og sæt ovnen på 130 gr,
Efter 2 timer i ovnen, vendes anden med brystet opad.
Steg i alt ca. 3½ – 4 timer, bruges der stegetermometer
skal det vise ca. 73 gr på det tykkeste sted.
Dryp anden hver ½ time med væden fra bradepanden.
Når anden er stegt færdig, tages den ud af ovnen og
køler lidt af på risten.
Væsken i bradepanden hældes gennem en si over i en skål,
lad det stå lidt til fedtet har samlet sig på overfladen og
skum så fedtet af.
Nu har du verdens bedste andebouillon til saucen.
Når anden har kølet lidt af så den er til at røre ved, parterer du den,
læg stykkerne i en lille bradepande, lår, vinger og brystkødet med
skind siden opad, er den lidt rød når du parterer, skal du ikke fortvivle,
den skal i ovnen igen og lige ha’ det sidste.
Beregn nu tiden til tilbehør og anden, sådan at det er færdig
nogenlunde samtidig, anden pensles med lidt andefedt og skal
have ca 20 min mere under intervalgrill eller alm. grill 200 gr,
sæt anden i ovnen igen, men hold øje med den så den ikke
bliver brændt. Der skal jo også noget tilbehør til
Ingredienser:
4 – 6 kartofler, hvide
1 glas små kartofler, brune
Lidt sukker, til at brune kartoflerne i
1 spsk. smør
Rødkål, en passende mængde
Mel til saucen, opbagning
Lidt mælk
salt
peber
Skræl kartoflerne og kog dem, til de er møre, husk salt.
Kom lidt sukker på en pande, sæt den over god varme og
vent til sukkeret smelter og bruner, tilsæt smørret og lad det bruse af.
Skyl de små kartofler i koldt vand og hæld dem på panden
med sukkeret, skru lidt ned for varmen, tilsæt en lille
smule vand til sukkerblandingen og lad kartoflerne stå stille og
rolig til de har taget farve.
Varm rødkålen og smag til med salt og ribsgele.
Lav en opbagning til saucen eller jævn bouillonen med en
smør bolle, smag til med salt og peber.
Til jul serveres også, halve æbler kogt i sukkerlage med vanilje,
pyntet af med en klat ribsgele.
Så burde det være tid til at serverer.
Dagens tallerken, Langtidsstegt and med rødkål, brunede og
hvide kartofler og brun sauce, velbekomme.
Mange glade madhilsner
John
Anonym
jeg syntes godt om smagen
admin
man går aldrig galt i byen, når der står and på menuen
kh
John