Julen nærmere sig med hastige skridt og traditionerne står for døren.
Det har altid været en tradition her i huset, at datter og børnebørn,
og hvem der nu havde lyst til at være med, kom hjem og var med til at
bage brunkager og kogeklejner.
Traditioner skal man ikke lave om på og sådan er det også i år, vi skal
vride og koge klejner. Vi laver en udgave af klejner som er meget sprøde,
ikke en svampet fedt sugende klejne, men en sprød klejne, utrolig lækker.
Ingredienser.:( ca 100 stk)
500 g mel
130 g smør
170 g sukker
reven skal af 1 citron citronsaft af ½ citron
3 æg
3 spsk fløde
til kogning af klejnerne 1 kg ukrydret svinefedt
Kom melet i en skål, hak fedtstoffet i med en kniv og smulder det grynet med fingrene.
Bland sukker, citronskal, æg og fløde i melet og ælt dejen hurtigt sammen.
Pak dejen ind i film og stil den i køleskab, i mindst et par timer, gerne til
næste dag.
Rul dejen tyndt ud og skær den i skrå strimler, 3 cm brede
og 10 cm lange, gerne med en klejnespore.
Skær en 3 – 4 cm langt snit på langs midt i hver dej strimmel
og fold den ene spids igennem den åbning, der herved fremkommer.
Varm fedtstoffet op i en stor gryde, til en temperatur på 180 gr. prøv
med en franskbrødsterning bliver den gylden på 1 min er fedtet klar.
Kog klejnerne, ikke for mange af gangen, til de bliver gyldne 2 – 3 min
vend klejnerne når halvdelen af tiden er gået.
Tag klejnerne op med en hulske, læg dem på fedtsugende papir og
lad dem blive kolde.
Opbevar klejnerne i dåse med tætsluttende låg, når de er blevet kolde.
Et utroligt lækkert stykke julebag, prøv det og døm selv.
Dagens tallerken, gløgg med klejner og brunkager, velbekomme
Mange glade madhilsner
John
Skriv et svar